Kender i følelsen af stormen inde i hovedet er ved at rive rødderne op, på det store træ i bygger jeres liv ?
Jeg har den følelse for tiden, Eksamen er rundt om hjørnet, Pigen som er designet til mig tager lidt længe om at finde vej, og alt andet virker bare så ligegyldigt. Jeg føler mig som en sell-out. Jeg kigger på dem som engang var min eneste omgangskreds, de alternative( Det eneste label man burde bruge!) og er misunderlig ! Jeg savner det sorte tøj, nitterne, det lange sorte hår, mosh-pit, ALT SAMMEN ! Men jeg får den samme stemme i hovedet hver gang jeg overvejer at hoppe tilbage på vognen, "hvad vil de andre synes om mig?" Jeg er begyndt at kigge for meget fra ydersiden og ind, i stedet for at gøre det stik modsatte.
Jeg møder den ene person efter den som jeg klikker godt med, men det viser sig så 2 timer senere, at hun enten har kæreste eller er vild med en anden.
Jeg savner at kunne skrive med en pige til klokken lort om natten, fordi vi havde lyst, fordi vi fucking kunne !
Jeg lovede mig selv at jeg ikke ville skrive "tude-blogs" men jeg er simpelthen nød til at få det her ud for at kunne mærke noget, jeg er helt kold, jeg er ligeglad når ting bliver sendt mod mig, "hun er sammen med sin eks" Jeg er da ligeglad, det rammer først sind og sjæl senere,
Hvis vi bare lukker ned for alle de følelser som bare bygger sig op som en kæmpe vandmur af onde tanker og dumme ting, så holder dæmningen ikke meget længere, min dæmning er ved at krakelere, Jeg reflektere lidt over sætningen; Hvad gør man hvis man ikke længere kan finde sig selv oppe i høvedet?
Hvor er jeg henne i hovedet?
Hvor er jeg !
